Udvalgsmøder
Om udvalgsmøder
Fold alle ud
Overordnet information
Sundheds- og Omsorgsudvalgets arbejde følger retningslinjerne i den kommunale styrelseslov og udvalgets egen forretningsorden, som I godkender på det konstituerende møde i januar.
Udvalget mødes cirka én gang om måneden – og som udgangspunkt ligger møderne torsdag eftermiddag (ofte forud for mødet I Borgerrepræsentationen).
Mødeplanen for det kommende år skal godkendes af udvalget. I får derfor forelagt en mødeplan for 2025 på det konstituerende møde i januar.
Der er mulighed for at holde ekstraordinære møder, ligesom udvalgsmøder kan blive aflyst.
Aflysninger kan for eksempel forekomme, hvis der er for få sager på dagsordenen, eller hvis de få sager, der er på dagsordenen, kan afvente behandling til udvalgets næste møde.
Udvalget beslutter mødeplanen, men borgmesteren kan beslutte at aflyse et møde, når der ikke er tilstrækkeligt med sager på dagsordenen, og hvis der ikke er modtaget medlemsforslag til behandling.
Som udgangspunkt bliver udvalgsmøderne afholdt i Sundheds- og Omsorgsudvalgets udvalgsværelse, som er på Københavns Rådhus, 1. sal værelse 101.
Enkelte møder kan blive holdt andre steder. For eksempel for at give jer lejlighed til at besøge forvaltningens enheder, eller hvis der er behov for andre rammer end det, som udvalgsværelset kan rumme.
Under udvalgsmødet vil et underskriftsark blive omdelt som dokumentation på, at I har været til stede.
Rammer for udvalgsmøder
På udvalgsmøderne træffer I som udvalg beslutninger på sundheds- og omsorgsområdet.
Sundheds- og omsorgsborgmesteren er forperson for udvalget og leder udvalgsmøderne.
Ud over jer som medlemmer af udvalget deltager Sundheds- og Omsorgsforvaltningens direktion, sekretariatschefen eller dennes stedfortræder, udvalgssekretæren og en jurist på udvalgsmøderne.
I begyndelsen af udvalgsmøderne godkender I, hvilke øvrige embedsmænd eller eksterne deltagere der kan deltage under behandlingen af de enkelte punkter.
Sagerne, som behandles i udvalget, kommer som udgangspunkt fra forvaltningen. Sammen med borgmesteren har forvaltningen ansvaret for den daglige drift og for, at udvalgets beslutninger bliver ført ud i livet.
Det er også muligt for dig som udvalgsmedlem at stille et medlemsforslag, som udvalget skal behandle.
På udvalgsmøderne forelægger forvaltningen forskellige typer af sager for udvalget. Det vil være sager til godkendelse, drøftelse eller til efterretning.
Behandlingen af nogle sager stopper ikke i udvalget, men går videre til behandling i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.
Det gælder de sager, hvor udvalget ikke har kompetence til at træffe en beslutning – og vil primært omfatte politikker, strategier, behov for bevillinger og i nogle tilfælde, hvis sagerne forpligter kommunen udadtil.
Offentlighedens mulighed for foretræde for udvalget
Et foretræde indebærer, at enkeltpersoner, mindre grupper eller organisationer har mulighed for at anmode om at deltage på et udvalgsmøde, i forbindelse med at udvalget får forelagt en konkret sag.
Det er jer som udvalg selv, der beslutter, om det skal være muligt at få foretræde for udvalget, da I selv fastsætter regler for foretræde i forretningsordenen.
Formålet er, at deltagerne har mulighed for at sætte en sag på dagsordenen, som I skal træffe beslutning om på et udvalgsmøde.
Under et foretræde kan I stille spørgsmål til dem, der er i foretræde, men der kan ikke under foretrædet være en egentlig politisk debat med foretrædedeltagerne. Det skyldes de bagvedliggende regler om, at foretrædet har til formål at sikre, at en sag er tilstrækkeligt oplyst.
En anmodning om foretræde fremsendes til Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, der følger op på henvendelsen.
Forvaltningen foretager en vurdering af, om foretrædet falder inden for rammerne af sagen. Er der behov for yderligere oplysninger fra foretrædeanmoderne, går forvaltningen i dialog med anmoderne.
Det er jer, der beslutter i starten af udvalgsmødet, om foretrædet kan imødekommes. Foretrædet afvikles traditionelt inden behandling af de sager, der er på dagsordenen.
Jeres endelige forhandling eller drøftelse af sagen vil ske for lukkede døre, når foretrædet er afsluttet. Foretrædedeltagerne vil ikke deltage under denne del af behandlingen af sagen.
Afbud
Hvis du vil melde afbud til et udvalgsmøde, skal du kontakte udvalgssekretæren.
Forskellige typer af sager
Fold alle ud
Godkendelsessager
Godkendelsessagerne omfatter sager, hvor I aktivt skal tage stilling til et emne.
Det kan for eksempel være at godkende igangsættelsen af konkrete indsatser, udmønte puljer eller faste bevillinger.
Det kan også være, hvordan penge givet til forvaltningens område i budgetforhandlingerne konkret skal anvendes, hvis det ikke fremgår af budgetteksten.
Både godkendelsessager og drøftelsessagerne vil være sager, hvor I som udvalg drøfter de større linjer inden for et givent område.
På den måde giver I forvaltningen en retning for, hvor I gerne vil hen på et konkret område som for eksempel plejeboliger eller demens.
Drøftelsessager
Ved drøftelsessagerne kan I som udvalg ikke træffe beslutninger, men her giver I forvaltningen en pejling af, hvordan I ser et givent fagligt område – og hvordan forvaltningen skal arbejde videre med emnet.
Det kan være med en temadrøftelse, hvor der er plads til at dykke ned i udviklingstendenser på nationalt eller kommunalt niveau og drøfte langsigtede visioner og strategier – eller tale om konkrete udfordringer og løsninger på udvalgets område.
Efterretningssager
Når udvalget får en sag forelagt til efterretning, skal – og kan – I ikke tage stilling til indstillingens indhold, da en sag til efterretning bliver forelagt udvalget til orientering.
Det kan blandt andet være en status på en eksisterende indsats eller en evaluering af et afsluttet projekt. Det kan også være en orientering om forskellige tiltag, som ikke kræver, at I som udvalg godkender eller behandler sagen nærmere.
Det vil være muligt for jer at behandle sagens indhold, hvis et udvalgsmedlem beder om, at udvalget behandler selve sagen. Det kræver dog, at alle udvalgets medlemmer er enige i, at sagens indhold skal behandles.
Er der ikke enstemmighed, udsættes sagen til næstkommende udvalgsmøde og sættes så på som en godkendelsessag.
Forløb af udvalgsmøder
Fold alle ud
Mødeledelse
Borgmesteren er mødeleder. Det er derfor borgmesteren, der vurderer, om der på baggrund af drøftelsen i udvalget er flertal for at afslutte behandlingen af en sag.
Det betyder, at en sag i udvalget ofte vil blive behandlet uden afstemning, fordi borgmesteren ofte kan konstatere, at der er enighed i udvalget om en sags udfald.
Ændringsforslag
Som udvalgsmedlem kan du fremsætte et ændringsforslag, hvis du ønsker, at udvalget tager stilling til andre løsningsforslag, end det forvaltningen har lagt frem.
Det vil også være muligt for udvalget at udsætte behandlingen af en sag, hvis der er et ønske om, at indstillingen tilføjes nye løsningsforslag og oplysninger.
Afstemninger om en sag
Du har på udvalgsmødet også mulighed for at anmode om, at et at-punkt eller et ændringsforslag bliver sendt til afstemning, når der er tale om en sag, der er til godkendelse.
Hvis en sag kommer til afstemning, vil det fremgå af protokollen, hvad de forskellige partier har stemt.
Protokolbemærkninger
Som udvalgsmedlem kan du afgive en bemærkning til protokollen ved sager, der er til godkendelse.
Det kan være, hvis du som mindretal er uenig i den beslutning, udvalget træffer. Eller hvis du eller dit parti ønsker at give en kort begrundelse for, hvorfor man har stemt, som man har i en sag – selvom man stemmer med flertallet.
Protokolbemærkninger kan kun omhandle ens egen stemmeafgivelse og må ikke give udtryk for en holdning til, hvad andre partier har stemt eller haft af motiver for deres stemmeafgivelse.
Protokolbemærkningen skal afgives inden afslutning af mødet.
Både ændringsforslag og protokolbemærkninger skal læses højt på mødet og herefter sendes til udvalgssekretæren, så de kan blive ført ind i protokollen.
Standsning af sag
Du har mulighed for at standse en beslutning, som udvalget træffer.
Standsningen af en sag betyder, at den beslutning, som udvalget har truffet, sættes på pause, indtil sagen kan blive behandlet i Borgerrepræsentationen.
Hvis sagen ikke er fortrolig, vil den blive behandlet for åbne døre i Borgerrepræsentationen – i modsætning til behandlingen i Sundheds- og Omsorgsudvalget. Her skal sagerne altid behandles for lukkede døre, da kommunestyrelsesloven fastlægger, at udvalgsmøderne er lukkede.
Når Borgerrepræsentationen har behandlet udvalgets beslutning, vil det være den beslutning, der er gældende. Hvis Borgerrepræsentationen fastholder beslutningen truffet af udvalget, er det således udvalgets beslutning, der er gældende.
Det medlem, der har ønsket at standse en sag, kan trække standsningen tilbage frem til Borgerrepræsentationens behandling. I så fald vil det være udvalgets beslutning, der er gældende.
Beslutningsprotokollen
Til hvert udvalgsmøde udarbejdes en protokol, hvor udvalgsmedlemmernes beslutninger og protokolbemærkninger bliver skrevet ind.
Det føres inden i protokollen, hvis et udvalgsmedlem ikke deltager under et punkts behandling. Deltager et udvalgsmedlem kun under enkelte dagsordenspunkter, skrives der således kun under på, at pågældende udvalgsmedlem var til stede under behandlingen af de dagsordenspunkter.
Protokollen indeholder kun udvalgets beslutninger og ikke nærmere information om de politiske forhandlinger i udvalget.
Udvalget vil efter udvalgsmødet modtage beslutningsprotokollen via det elektroniske dagsordenssystem FirstAgenda. Beslutningsprotokollen bliver også publiceret på kk.dk.
Opfølgningsplan
Forvaltningen laver en opfølgningsplan på baggrund af udvalgets behandling af de enkelte dagsordenspunkter.
Det betyder, at forvaltningen fører ind i opfølgningsplanen, hvis udvalget under en drøftelse af en sag eksempelvis tilkendegiver, at der på et bestemt område arbejdes i en bestemt retning. Det kan også være, hvis udvalget bestiller et notat for at få svar på nogle spørgsmål under behandlingen af et dagsordenspunkt.
Ønsker du som udvalgsmedlem en skriftlig tilbagemelding om et bestemt emne i forbindelse med behandlingen af et dagsordenspunkt, bliver det ført ind i opfølgningen.
Du og det øvrige udvalg vil så modtage et notat på et kommende udvalgsmøde. Notatet vil blive lagt under Orientering på udvalgsdagsordenen.