Pejlemærker for Sundheds- og Omsorgsudvalget 2026-2029
Forord
Sundheds- og omsorgsområdet står midt i betydelige forandringer og udfordringer, og der er mere på vej de kommende år. Opgaverne er mange, og alt er ikke lige vigtigt.
Der er brug for at sætte en klar politisk retning med tydelig prioritering. Det er afgørende, hvis København skal blive ved med at være en by, hvor mennesker kan leve gode, trygge, sunde og værdige liv – hele livet.
Derfor har vi i Sundheds- og Omsorgsudvalget besluttet disse fælles pejlemærker. De er det bærende fundamentet for vores udvalgsarbejde i denne valgperiode. Samtidig skal pejlemærkerne være dynamiske, og noget, vi som udvalg løbende vil genbesøge, så de bliver ved med at være relevante. Pejlemærkerne skal vidne om et udvalgssamarbejde, som vi ønsker, skal være præget af politisk mod, klare prioriteringer og løsninger til gavn for københavnerne og København.
God arbejdslyst!
På vegne af Sundheds- og Omsorgsudvalget
Jens-Kristian Lütken (V)
Sundheds- og Omsorgsborgmester
Store forandringer kræver tydelig prioritering
København er en fantastisk by. Flere lever længere, og vi lever godt! Det er en styrke, vi kan være stolte af.
Samtidig står vi over for en periode med store forandringer på sundheds- og omsorgsområdet. Flere københavnere får brug for hjælp, og behovene bliver mere komplekse – samtidig med at vi oplever mangel på sundhedspersonale. Klimakrisen kalder på grøn omstilling, mens nye teknologiske muligheder kan bidrage til at løse nogle af fremtidens udfordringer. Dertil kommer reformer og en mere uforudsigelig verden, som ændrer rammerne for den kommunale velfærd.
Det stiller alt sammen nye krav til vores prioriteringer, organisering og måden, vi leverer velfærd på. Der er behov for tydelig prioritering af økonomi og personaleressourcer, så københavnerne kan få mest mulig sundhed og velfærd for pengene med indsatser, som gør størst mulig gavn. Samtidig skal vi styrke forebyggelse, sammenhæng og trivsel. Frivillighed, fællesskaber og et stærkt civilsamfund skal være med til at bekæmpe ensomhed og understøtte et godt og værdigt liv for flere københavnere.
De strategiske pejlemærker sætter retningen
Vi er i Sundheds- og Omsorgsudvalget enige om syv strategiske pejlemærker. De skal sætte retningen for vores fælles politiske arbejde i valgperioden, og de skal danne grundlag for konkrete prioriteringer, politiske valg og nye initiativer.
Det er vores håb, at pejlemærkerne også for forvaltningen bliver ’en mur at spille bold op ad’ i både borgernære og understøttende funktioner på sundheds- og omsorgsområdet. Pejlemærkerne er udtryk for vores fælles politiske ambitioner og ønsker om at styrke københavnernes muligheder for at leve gode liv – hele livet. Udgangspunktet er københavnerens liv og behov og ikke systemets strukturer. Det vil vi blive ved med at insistere på.
Pejlemærkerne bygger samtidig på en grundlæggende tro på, at de bedste løsninger skabes tættere på og sammen med københavnerne, deres pårørende og med relevante aktører i civilsamfundet i forpligtende samarbejder og med fælles løsninger.
1. Alle skal have mulighed for at leve gode og lange liv
Kommunens sundheds- og omsorgstilbud skal rumme og gavne alle københavnere uanset social baggrund, køn, fysiske og psykiske forudsætninger, seksualitet og etnicitet.
Forebyggelse, rehabilitering, hjemmesygepleje, personlig pleje, praktisk hjælp, genoptræning mv. skal være tilgængelig, sammenhængende og tilpasset borgernes forskellige behov. Derfor skal indsatserne differentieres og tage udgangspunkt i det enkelte menneske. Og københavnerne skal have reelle muligheder for at træffe valg i forhold til den hjælp og støtte, de får tilbudt og har behov for. Ressourcerne skal prioriteres, så der gives mest støtte til dem med størst behov.
2. Rettidighed og værdighed – også når behovene ændrer sig
Det giver livskvalitet, når man kan klare sig selv længst muligt, selv om man har behov for hjælp og støtte. Derfor skal forebyggelse og tidlig indsats prioriteres for at mindske og udskyde behovet for behandling, støtte og pleje. Københavnerne skal mødes med empati, værdighed og respekt, og kommunens tilbud skal passe til den enkeltes liv og behov.
3. Ingen skal stå alene
Alle københavnere, der ønsker det, skal have mulighed for at være en del af et fællesskab og leve meningsfulde liv med færre oplevelser af ensomhed.
Derfor skal kommunen skabe gode rammer for byens fællesskaber, understøtte frivillighed og et aktivt civilsamfund. Men kommunen skal ikke nødvendigvis drive fællesskaberne – kommunen skal sikre og facilitere et solidt samarbejde på tværs af kommune, civilsamfund og andre relevante aktører om at støtte og styrke københavnernes sociale liv.
4. Byens rammer skal fremme trivsel og livskvalitet
Københavnernes trivsel og sundhed påvirkes af de fysiske og sociale rammer, de lever i. Derfor skal kommunen arbejde for, at tilgængelighed og fællesskaber tænkes ind i udviklingen af byens boligområder og i bylivet, bl.a. via Kommuneplanen.
Der skal være forskellige og attraktive boligmuligheder for københavnerne, ligesom der skal tilbydes forskellige boformer til ældre – både i den eksisterende by og i nye byområder. Og vi arbejder for at sikre, at vores by er tryg og kendetegnet ved ældrevenlighed, sociale mødesteder og grønne områder med plads til bevægelse, fællesskaber og fordybelse. Der skal arbejdes ud fra universelt design, så vores indsatser er
målrettet københavnere i alle aldre.
5. En sammenhængende oplevelse for københavnerne
Københavnerne skal opleve sammenhæng på tværs af hospitaler, almen praksis, kommunen og øvrige aktører. Kommunen skal tage ansvar for at skabe gode overgange og sammenhængende forløb, så ingen falder mellem to stole.
Samtidig skal københavnerne opleve kontinuitet og tryghed i mødet med kommunen med fokus på færrest mulige forskellige medarbejdere i borgers hjem. Kommunen skal være der til at gribe og guide, uanset hvor i kommunen borgeren henvender sig. Ingen skal opleve lang ventetid fra behovet opstår, til hjælpen sætter ind. Og der skal således være opmærksomhed på, at sagsbehandlingstider, ventetider m.v. ikke
er unødigt lange.
6. Stolte medarbejdere med høj faglighed
Medarbejdertrivsel er ekstra vigtigt i en tid med mangel på arbejdskraft. Derfor ønsker vi, at medarbejderne i kommunen er stolte af deres faglighed og deres arbejdsplads. De skal kunne se en tydelig karrierevej på arbejdspladser med gode faglige miljøer og stærke tværfaglige fællesskaber, som er kendetegnet ved kvalitet, nærvær og kontinuitet i mødet med borgeren. Københavns Kommune skal være en attraktiv
arbejdsplads, hvor man har lyst til at arbejde.
7. København løfter velfærden ind i fremtiden
Fremtidens velfærdsindsatser skal være fagligt stærke, bæredygtig og den skal kunne tilpasses fremtidens behov og kriser. København skal gå foran og sætte retningen for fremtidens velfærd med borgerne i centrum. Velfærdsteknologi er et vigtigt middel til at nå det mål.
Derfor skal vi prioritere velfærdsteknologi, AI, data og samarbejde med eksterne aktører – herunder forskningsverden og erhvervslivet - for at forbedre kvaliteten, øge fleksibiliteten og frigøre tid til kerneopgaven og den borgernære indsats. Det er vigtigt, at fremtidens teknologiske løsninger reelt løfter kvaliteten og er nemme at anvende, så de giver umiddelbar værdi for borgere og medarbejdere.