Dagsordener
Dagsorden for møderne samt det tilhørende materiale bliver publiceret elektronisk til udvalgsmedlemmerne fire hverdage inden et møde.
Dagsordenen bliver frigivet i det elektroniske dagsordenssystem FirstAgenda, der kan tilgås via iPad og eller via din browser på din pc.
Da udvalgsmøderne som udgangspunkt finder sted på torsdage, vil dagsordenen blive frigivet om fredagen inden et udvalgsmøde
Dagsorden og det tilhørende materiale bliver også publiceret offentligt på kk.dk.
Dagsordenen indeholder indstillingerne, som er udvalgets grundlaget for at træffe beslutning.
Borgerrepræsentationen har godkendt en indstillingsskabelon, som alle forvaltningerne arbejder ud fra. Til indstillingerne kan der høre bilag, som kan være en væsentlig del af beslutningsgrundlaget. Indstillingerne skal dog kunne læses uden bilaget.
Sådan sætter du en sag på dagsordenen
Som udvalgsmedlem har du via initiativretten mulighed for at få en sag på dagsordenen i Sundheds- og Omsorgsudvalget.
Det gøres ved at stille et medlemsforslag om et emne, som du ønsker, at udvalget skal behandle på et møde. Medlemsforslag følger en fast skabelon.
Du har som udvalgsmedlem kun mulighed for at stille forslag, som ligger inden for udvalgets ressortområde.
Du kan altså ikke foreslå, at udvalget beslutter noget, som det ikke har kompetence til. Udvalget kan heller ikke pålægge andre forvaltninger at gøre noget uden inddragelse af og accept fra det ansvarshavende udvalg.
Et medlemsforslag kan også være en opfordring til forvaltningen eller borgmesteren om at sætte noget i gang eller undersøge en sag yderligere.
Sammen med forslaget kan indgå en motivation, som beskriver den problemstilling, du ønsker at rejse, og hvorfor den bør behandles i udvalget.
Medlemsforslag sendes til udvalgssekretæren senest fem hverdage (inklusiv lørdag), før mødet afholdes – normalt senest fredag klokken 12, når mødet er den efterfølgende torsdag.
Forvaltningen er altid behjælpelig med juridisk bistand og kan hjælpe med formuleringer og formalia samt faktuelle oplysninger forud for fremsættelse af medlemsforslaget.