Arbejdet som udvalgsmedlem
Sundheds- og Omsorgsudvalget sætter den strategiske og politiske retning for sundheds- og omsorgsområdet i Københavns Kommune. Det kan blandt andet ske igennem vedtagelse af politikker og handleplaner, som sætter rammerne for forvaltningens arbejde.
Som landets største kommune går København ofte forrest, når det gælder nye tiltag på sundheds- og omsorgsområdet.
I udvalget vil I derfor løbende drøfte udfordringer og udviklingstendenser på både nationalt og kommunalt niveau, så I som udvalg kan beslutte, hvilken retning der skal arbejdes videre inden for.
I vil løbende blive forelagt ny viden på sundheds- og omsorgsområdet, som giver nye perspektiver på kendte problemstillinger.
Der kan også være ny national lovgivning eller andre politiske tiltag, som giver anledning til, at I som udvalg kan beslutte at ændre den nuværende indsats eller åbne for nye muligheder.
Som medlem af Sundheds- og Omsorgsudvalget i Københavns Kommune har du derfor mulighed for at gøre en forskel for københavnerne og samtidig påvirke de nationale dagsordener.
Har du brug for oplysninger om forvaltningen eller vil du gerne besøge en af forvaltningens enheder, skal du henvende dig til udvalgssekretæren, som vil undersøge mulighederne.