Visitationen

I visitationen har medarbejdere og ledere ansvaret for at vurdere borgernes behov for støtte og bevilge de rette indsatser til borgerne.

Visitationens bemyndigelse

Det er Borgerrepræsentationen, der indenfor lovgivningen træffer beslutninger om driften af kommunen. Borgerrepræsentationen har i vid udstrækning delegeret denne beslutningskompetence til Sundheds- og Omsorgsudvalget i forhold til varetagelsen af sundheds- og omsorgsområdet. 

Sundheds- og Omsorgsudvalget har delegeret det kommunale myndighedsansvar for at træffe afgørelser til visitationen. Visitationen træffer således afgørelser på vegne af Sundheds- og Omsorgsudvalget med udgangspunkt i det politisk fastsatte serviceniveau, lovgivning og god forvaltningsskik.

Udover at træffe afgørelse vedrørende støtte, er visitator borgers tovholder på tværs af lovgivning, kommune og sektorer. Ligeledes sikrer visitator et kontinuerligt fokus på borgers selvhjulpenhed via en forebyggende, rehabiliterende og vedligeholdende tilgang i sine vurderinger og vejledning af borger. Hertil er det visitator der sikrer borgers frie valg af leverandør.