Samarbejde med civilsamfundet

Sundheds- og Omsorgsudvalget har gennem flere år prioriteret udviklingen af samarbejdet med civilsamfundet – både via budgetforhandlinger og midler fra Finansloven. Det er senest sket med Senior- og ældrepolitikken (2024-2027).

Alle foreninger – store som små – kan søge midler til fællesskabende aktiviteter gennem ’Puljen til Ældrefællesskaber’ eller ’Pulje til civilsamfundets udvikling af fællesskaber og aktiviteter for sårbare ældre’. Derudover kan der søges midler til Seniorklubber (jf. afsnit om Aktivitetstilbud), som også drives af frivillige. 

Udvalget fastsætter kriterier for puljerne og beslutter, hvilke ansøgere der skal have tildelt midler. Antallet af samarbejdspartnere varierer afhængigt af puljernes størrelser og sikrer en bred pallette af tilbud.

Forvaltningen arbejder aktivt for, at endnu flere frivillige finder vej til kommunens plejehjem, aktivitetscentre, seniorklubber mv., da det øger livskvaliteten for de ældre. Med Ældrereformen blev der blandt andet udmøntet midler til alle plejehjem til et kvalitetsløft af aktivitets- og frivillighedsområdet.