Sygepleje

Den kommunale sygepleje leverer sygepleje til borgere i eget hjem fra 65 år og borgere under 65 år, der udelukkende har behov for sygepleje. Det sker efter Sundhedslovens §138.

Sygeplejeopgaven indgår som en del af helhedsplejen og omfatter en lang række pleje- og behandlingsopgaver, som bliver leveret i tæt samarbejde med de praktiserende læger og hospitalerne.

Sygeplejen tildeler sygeplejeindsatser i samarbejde med den enkelte borger og oftest også en læge. Tildelingen beror på en sygeplejefaglig vurdering, som svarer på spørgsmålene hvad, hvor ofte og hvor længe? Forløbene kan vare fra få uger til en varig indsats.

I Sundheds- og Omsorgsforvaltningens sygepleje arbejder forvaltningens egne sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere.

Der er ikke frit valg af leverandør til sygepleje.

Sygepleje i Københavns Kommune

Fold alle ud

Her kan københavnerne få sygepleje

Sygepleje foregår som udgangspunkt i en af kommunens sygeplejeklinikker. Det er midlertidig hjælp til selvhjælp, indtil man helt eller delvist kan klare sig selv.

I sygeplejeklinikken foregår sygeplejen i professionelle omgivelser med høj hygiejne og fagligt niveau, og hvor borgeren ofte møder det samme personale fra gang til gang. Der er sygeplejeklinikker i hele byen. e er typisk åbent i dagtimerne på hverdage og der er frit valg mellem sygeplejeklinikkerne.

Se film om sygeplejeklinikker og oversigt over klinikker

Sygeplejen vurderer løbende den enkelte borgers behov. Sygdom og situation er afgørende for, hvor længe og hvordan borger får hjælp. Sygepleje kan også foregå som skærmbesøg i borgerens eget hjem eller i særlige tilfælde ved, at en sygeplejerske eller social- og sundhedsassistent kommer hjem til borgeren. 

Sammen med borgeren planlægger sygeplejen sygeplejeforløbet med fokus på: 

  • Vejledning, oplæring eller hjælpemidler, så borger kan klare mest muligt selv, så længe som muligt
  • Komplekse sygeplejeopgaver, som fx sår- og insulinbehandling hos borgere med en ustabil helbredssituation
  • Støtte til at mestre sygdom
  • Hjælp til at inddrage borgers netværk, så de kan hjælpe og støtte borger.

Hovedparten af forvaltningens samlede sygepleje leveres i klinik, i eget hjem fx som skærmbesøg, i plejebolig og på midlertidige døgnophold.

Eksempler på sygepleje

  • Håndtering af medicin
  • Hjælp til kateter- og stomipleje
  • Behandling af sår og hjælp til at skifte forbinding
  • Rådgivning og vejledning til at forebygge fald i hjemmet
  • Pleje, omsorg og smertelindring for svært syge og døende borgere
  • Akut hjælp ved nye helbredsproblemer for at forebygge indlæggelse eller genindlæggelse.

Hvis borgeren har brug for hjælp til at få doseret sin medicin, er dosispakket medicin fra apoteket førstevalg.

Akutteamet

Københavns Kommunes Akutteam er et tilbud til kronisk syge og svækkede borgere, som oplever forværring af deres helbredstilstand, og som derfor har behov for vurdering, observation, pleje og/eller behandling i hjemmet i en kortere periode for at forebygge hospitalsindlæggelse – eller som alternativ til hospitalsindlæggelse. Akutteamet arbejder efter Sundhedsstyrelsens Kvalitetsstandarder for kommunale akutfunktioner med kompetencer og udstyr til at varetage sygeplejefaglige indsatser, som ikke varetages i den øvrige kommunale sygepleje.

Bemærk, at akutsygepleje er et af de områder, der påvirkes af sundhedsreformen. Økonomi- og myndighedsområdet for akutsygepleje overgår til Region Øst pr. 1. januar 2027.

Akutteamet kan kontaktes af sundhedsfagligt personale i kommunen, praktiserende læger, 1813 og hospitaler.

Målgruppen for akutsygepleje er både borgere på plejehjem og midlertidige pladser og borgere i eget hjem. Herunder også borgere, som ikke i forvejen modtager kommunal hjemme- eller sygepleje.

Akutteamet har derudover ansvaret for varetagelse af IV-behandling til børn i kommunalt regi samt varetagelse af kommunal sygepleje til børn med livstruende eller livsbegrænsende sygdom.

Teamet består af sygeplejersker med specialiserede kompetencer. De kan vurdere borgernes tilstand i deres eget hjem i tæt samråd med en læge – og opstarte behandling i akutte og komplekse situationer. Formålet er at forebygge indlæggelser.

Akutteamet yder også sygeplejefaglig sparring og telefonisk rådgivning til kommunens sundhedsfaglige medarbejdere.