Kommunens arbejde med genoptræning og rehabilitering

Forvaltningen laver genoptræning og rehabilitering efter både sundhedsloven, ældreloven og serviceloven med afsæt i en rehabiliterende tilgang. Forvaltningen har myndighedsansvaret på hele området.

Genoptræning efter sundhedsloven

Fold alle ud

Hvad er genoptræning efter sundhedsloven?

Målrettet og tidsbegrænset genoptræning til borgere i alle aldre, som er blevet behandlet på hospital og har et lægefagligt begrundet behov for genoptræning. 

Formålet er at opnå samme grad af funktionsevne som tidligere eller bedst mulig, så borgeren kan vende tilbage til sin hverdag på den bedst mulige måde. Det gælder både bevægelse, aktivitet, kognitivt, emotionelt og socialt.

Der er stor fokus på den faglige kvalitet og den effekt, som borgeren oplever. I genoptræningsplanen skelner man mellem: 

  • Rehabilitering på specialiseret niveau
  • Almen genoptræning
  • Specialiseret genoptræning

Hvad er forskellen på genoptræning og rehabilitering?

I daglig tale bliver begrebet genoptræning ofte brugt som synonym for rehabilitering – og omvendt. Men der er forskel på de to begreber: 

Rehabilitering er en helhedsorienteret indsats, hvor man bliver hjulpet tilbage til et selvstændigt og meningsfuldt liv ved hjælp af en eller flere typer indsatser.Forløbet kan involvere flere forvaltninger og forskellige typer indsatser og faggrupper. En af disse indsatser kan være genoptræning.

Genoptræning handler om restitution af kropslige funktioner eller færdigheder. For eksempel ved at træne styrke og bevægelighed eller ved at træne dagligdagsfunktioner som at tage et bad eller lave mad.

Snitflade mellem kommune og region 

Når en borger bliver udskrevet fra hospitalet med behov for genoptræning, skal hospitalet lave en genoptræningsplan i samarbejde med borgeren, hvis der er et lægefagligt behov.

Hospitalet sender genoptræningsplanen til forløbskoordinationen i Genoptræning København, når borgeren bliver udskrevet. Derefter vurderer og videresender forløbskoordinationen borgeren til det relevante genoptræningstilbud i kommunen.

Kommunen leverer almen genoptræning og rehabilitering på specialiseret niveau. Sidstnævnte er primært ved svær hjerneskade.

Regionen leverer genoptræningen, hvis den er på specialiseret niveau.

Kommunen leverer de fleste genoptræningsydelser og betaler altid udgifterne – uanset om kommunen, regionen eller private eksterne leverandører står for genoptræningen.

Ventetider og frit valg

7 kalenderdage er den maksimale lovpligtige ventetid for en borger, der er henvist fra hospital med en genoptræningsplan.  

Hvis kommunen ikke kan overholde ventetiden, kan borgeren få sin genoptræning hos en privat leverandør. For eksempel hos en privatpraktiserende fysioterapeut.

Københavnerne kan frit vælge at få genoptræning i en anden kommune, hvis denne kan varetage genoptræningen. På samme måde kan Københavns Kommune tilbyde genoptræning til borgere fra andre kommuner, hvis der er kapacitet til det.

Genoptræning efter ældreloven og serviceloven

Fold alle ud

Hvad er genoptræning efter ældreloven og serviceloven?

Kommunen tilbyder genoptræning:

  • som en del af helhedsplejen efter ældreloven, og
  • efter serviceloven til borgere, som er fyldt 65 år og som har lidt et funktionstab eller er svækkede efter sygdom, og som ikke er behandlet på et hospital.

Visitationen sker af en lokal visitator i forvaltningen.

Genoptræningen varetages af ergo- og fysioterapeuter og er en tidsbegrænset indsats efter behov. Formålet er at sikre, at borgeren opnår samme funktionsevne som tidligere eller det bedst mulige funktionsniveau, at borgeren undgår yderligere funktionstab og behov for øget hjælp som fx hjemmepleje, samt at forebygge hospitalsindlæggelse. Et genoptræningsforløb:

  • er individuelt tilrettelagt efter borgers behov og ønsker
  • kan foregå i Center for Genoptræning eller i borgers hjem og lokalområde
  • kan bestå af en kombination af individuel træning og holdtræning.
  • består ofte af træning af styrke, bevægelighed og balance samt træning af almindelige daglige færdigheder f.eks. udendørs træning, offentlig transport og indkøb
  • kan gennemføres som digitale genoptræningsforløb (se nedenfor).

Ventetider og frit valg 

Den maksimale ventetid for genoptræning efter serviceloven i Københavns Kommune er 20 dage. Der er frit valg på helhedspleje, som genoptræning er en del af efter ældreloven. 

Tal og fakta

I 2024 havde forvaltningen 15.896 almene genoptræningsforløb efter sundhedsloven, 3.198 lægehenviste forløb til borgere med artrose (slidgigt) og ryglidelser og 1.507 genoptræningsforløb efter serviceloven i Center for Genoptræning.  

Der er seks genoptræningscentre i Københavns Kommune:  

  • Center for Genoptræning Vesterbro
  • Center for Genoptræning Amager
  • Center for Genoptræning Østerbro
  • Center for Genoptræning Vanløse
  • Center for Genoptræning Nørrebro
  • Neurorehabilitering – Kbh.