Sundhedspolitikken 2015-2026: 'Nyd livet, københavner'

Her kan du læse om kommunens sundhedspolitik, herunder vision og pejlemærker. Læs også om seks bærende principper for arbejdet med københavnernes sundhed.

Københavns Kommunes sundhedspolitik hedder 'Nyd livet, københavner'. Den sætter en fælles ramme og retning for københavnernes sundhed. 

Visionen er, at københavnerne skal være blandt de borgere i verden med den bedste livskvalitet. Derfor skal den sociale ulighed i sundhed brydes, så alle får lige muligheder for at leve gode og lange liv. 

Sundhedspolitikken blev vedtaget af Borgerrepræsentationen i april 2015. Den har tre overordnede pejlemærker: 

  • Middellevetiden skal øges
  • Københavnerne skal have flere gode leveår
  • Den sociale ulighed i sundhed skal mindskes. 

Sundhed er et middel til at leve det liv, man ønsker

Udfordringer med sundhed og helbred kan have stor indflydelse på den enkeltes liv og hverdag – for eksempel i forhold til uddannelse og beskæftigelse. 

Bedre sundhed og trivsel kan samtidig være med til at understøtte kerneopgaverne i kommunens andre forvaltninger.Eksempelvis kan ledige københavnere komme tættere på beskæftigelse eller uddannelse, hvis de ikke oplever udfordringer med deres sundhed og helbred.

Med sundhedspolitikken kan der igangsættes handleplaner:

  • som er målrettet de faktorer, som har størst betydning for sundhed
  • hvor der er et særligt behov for at skabe sammenhængende tilbud og indsatser.

Nogle handleplaner omhandler alene Sundheds- og Omsorgsforvaltningens område. Men fordi sundhed ofte går på tværs af fagområder, kan handleplanerne også vedrøre flere andre politiske udvalg og forvaltninger.

Der er aktuelt tre gældende handleplaner: 

  • Handleplan for bedre mental sundhed
  • Handleplan for diabetes og hjerteområdet
  • Handleplan for kræftområdet. 

Seks bærende principper

Sundhedspolitikkens vision og pejlemærker skal realiseres ved at arbejde ud fra seks grundlæggende principper: 

  • Københavneren og hverdagslivet i centrum
  • Særlig støtte til de københavnere, som har de største behov
  • Ligestilling af psykisk og fysisk sundhed
  • Bredt samarbejde for at sikre løsninger af høj kvalitet for københavnerne
  • Styrkelse af den sammenhængende sundhedsindsats
  • Afsæt i den bedste viden og afsøgning af nye veje for at sikre københavnerne et godt liv. 

Principperne skal være bærende i alle strategier, handleplaner og indsatser, som Sundheds- og Omsorgsforvaltningen sætter i gang for at forbedre københavnernes sundhed.

Forlænget til udgangen af 2026

Sundhedspolitikken var oprindeligt gældende for perioden 2015-2025, men er blevet forlænget til udgangen af 2026, da kommunen afventer et lovforslag om en ny folkesundhedslov. Lovforslaget skal udstikke rammerne for kommunernes arbejde med folkesundhed og forebyggelse. Det forventes at blive fremsat i oktober 2026. 

Tal og fakta

Middellevetiden i København er steget med 6 år siden 2004, hvilket er næsten 1 år under landsgennemsnittet. 

Middellevetiden varierer betragteligt imellem bydelene: I Indre By er den forventede levetid på 83,7 år, mens Nørrebro har den laveste forventede levetid på 77,0 år. Nørrebro er dog en af de bydele, hvor levetiden er steget mest fra 2014 til 2022 med 2,5 år.