Røgfrit København
Siden 2013 har forvaltningen arbejdet med at realisere visionen om et røg- og nikotinfrit København.
Rygning medfører store udgifter til behandling og pleje. Hvert år koster rygning ca. 13.500 danskere livet, og en ryger mister i gennemsnit ca. 7-10 år af sit liv på grund af tobak.
Statens Institut for Folkesundhed har i et internt notat til SUF i 2024 beregnet rygnings konsekvenser for borgerne i Københavns Kommune. Samlet set medfører københavnere der ryger ekstra omkostninger i sundhedsvæsenet på mere end 1 mia. kr., herunder 21 mio. kr. til ekstra udgifter til hjemmehjælp.
Vision om Røgfrit København 2025
Københavns Borgerrepræsentation vedtog i 2012 visionen ’Røgfrit København 2025’. Der er siden 2013 blev arbejdet målrettet for at:
- Børn og unge kan færdes uden at blive udsat for tobaksrøg
- De nye generationer ikke begynder at ryge
- Borgere, der ryger, kan få hjælp og støtte til at blive røgfrie.
Målet med visionen var at reducere andelen af daglige rygere i København til højst 4 procent i 2025. Vi er ikke i mål, for 14 procent af københavnerne ryger fortsat dagligt ifølge den seneste udgave af Sundhedsprofilen fra 2021. Den næste sundhedsprofil bliver lavet i 2026.
Sundheds- og Omsorgsudvalget har besluttet, at en politisk beslutning om en ny vision for et røg- og nikotinfrit København skal afvente den kommende folkesundhedslov. Der forventes fremsat lovforslag i oktober 2026.
I mellemtiden arbejder forvaltningen særligt med at forebygge brug af nikotin blandt børn og unge samtidig med, at der fortsat stilles effektive ryge- og nikotinstop til rådighed for alle københavnere.
Der arbejdes med nedenstående strukturelle indsatser for at fremme røg- og nikotinfrihed blandt børn og unge:
- Røg- og nikotinfrie arealer
- Røg- og nikotinfrit kultur- og fritidsliv
- Kommunikation til børn, unge og forældre
Tal og fakta
Siden 2013 er der arbejdet målrettet med at indfri mål og visioner i Røgfrit København, blandt andet i form af nedenstående indsatser:
- Alle københavnere tilbydes hjælp til rygestop med forskellige gratis rygestopkurser.
- 2.316 københavnere tilmeldte sig et rygestopkursus i 2024. Omkring 46 procent var røgfri et halvt år efter.
- Københavns Kommune har sammen med Frederiksberg Kommune fået tildelt puljemidler fra Sundhedsstyrelsen til udvikling af ryge- og nikotinstoptilbud til børn og unge i perioden 2024-2027.
- Alle 125 kommunale legepladser blev røgfri i 2013.
- I 2019 blev der indført Røgfri Skoletid for elever på alle københavnske grundskoler og specialskoler.
- Det nationale rygestoptilbud 'Stoplinien', der yder telefonisk rådgivning til borgere i hele landet, er organisatorisk placeret i Københavns Kommune og finansieres af staten.