Livet på plejehjem

På plejehjem bor borgerne i deres egen bolig med medarbejdere tilknyttet døgnet rundt. Medarbejderne yder hjælp og støtte dér, hvor borgernes egne evner og funktioner ikke rækker længere.

Plejehjemmene arbejder for at skabe en tryg og hjemlig atmosfære, hvor borgerne føler sig set, respekteret og værdsatte. Målet er, at man som borgeren oplever plejehjemmet som sit eget hjem, hvor hverdagen føles genkendelig, tryg og meningsfuld, selvom der er brug for hjælp. 

Borgerne har mulighed for at skabe og opretholde sociale relationer og aktiviteter, der får den enkelte til at opleve hverdagen som meningsfuld. Medarbejdernes udgangspunkt er at lytte til borgenes ønsker og behov og skabe en meningsfuld hverdag via selvbestemmelse, medbestemmelse og sociale relationer.

Medarbejderne arbejder rehabiliterende, så borgerne får støtte til at klare mest muligt selv, for at fremmer borgernes oplevelse af selvbestemmelse, værdighed og livsglæde.

Hverdagen på plejehjem

Fold alle ud

Aktiviteter

På plejehjemmene er der en lang række tilbud om aktiviteter, som borgerne kan deltage i, både enkeltvis og i grupper.

Et aktivt socialt liv på plejehjem, med mulighed for samvær med andre borgere kan mindske følelsen af ensomhed og isolation. 

Borgerne støttes i at deltage i fællesskabet og have en aktiv hverdag. Det kan hjælpe dem med at håndtere udfordringer og aldersrelaterede forandringer og påvirke eget liv. 

På plejehjemmene kan borgerne blandt andet deltage i små og større arrangementer med kaffe og spisning, underholdning, koncerter, filmvisning og højtlæsning. Nogle plejehjem har for eksempel musikcaféer, laver hjemmebag og holder sommerbar i haven. 

Højtiderne er også vigtige og altid en god anledning til fest. For eksempel fastelavnsfest, påskefrokost, sankthansfest, sommerfest, løvfaldsfest, halloween eller julefrokost.

Plejehjemmene inviterer også ofte familie, pårørende og frivillige indenfor. Flere plejehjem har en rickshaw-cykel, hvor frivillige kommer forbi og kører på tur rundt i byen med de ældre.

Borgerne får også tilbud om støtte til at deltage i hverdagens gøremål og til at dyrke egne interesser.

Pleje, hjælp og støtte

Plejehjemmene samarbejder med borgerne og deres pårørende for at sikre, at de får den hjælp og støtte, der er behov for, og at de kan leve et meningsfuldt liv. 

Medarbejderne støtter borgernes egne ønsker og tilrettelægger pleje og omsorg fleksibelt, så den passer til den enkelte borgers præmisser, rytme og behov.

Der er mulighed for at få tilknyttet en fast læge, men borgerne kan også fortsætte med egen praktiserende læge. Ved behov kan borgerne også få sygepleje - for eksempel hjælp til medicinhåndtering og sårpleje.

Borgerne får også hjælp til rengøring og tøjvask og hjælp og støtte til andre praktiske forhold, som kan være med til at få hverdagen til at fungere.

Mad, måltider og ernæring

Mad og måltider spiller en central rolle for beboernes trivsel og sundhed på plejehjem. Borgerne får alle døgnets måltider tilbudt, og der er fokus på velsmagende mad og på, at måltidet skal være en god oplevelse. 

Måltiderne er en vigtig social begivenhed, hvor fællesskab og hygge skaber livskvalitet og glæde. Her tager medarbejderne hensyn til den enkelte borgers ønsker, vaner og behov, så måltidet bliver en tryg og meningsfuld del af dagen.

Ved indflytning får borgerne tilbud om at få en ernæringsscreening med henblik på at vurdere deres ernæringsbehov, herunder hvilken kostform der skal tilbydes. 

Måltiderne er samtidig en vigtig social begivenhed, hvor fællesskab og hygge skaber livskvalitet og glæde. 

Klippekort

Alle borgere på plejehjem får et såkaldt klippekort, hvis de ønsker det. Formålet er at give borgerne individuel tid med en medarbejder, som de selv bestemmer, hvordan skal bruges. 

Det handler om, at borgere kan gøre ting, som de normalt ikke har mulighed for – det kan være aktiviteter ud af huset, en halv time med kontaktpersonen uden forstyrrelser eller hjælp til at fastholde sociale relationer. Man kan også spare tiden op til aktiviteter, der varer længere tid.

Klippekortet skal således understøtte borgerne i at få mere direkte medbestemmelse og indflydelse på eget hverdagsliv. 

Læs mere om Klippekort på plejehjem (boligertilaeldre.kk.dk)

Monolog om livet og hverdagen for borgere på plejehjem 

Her kan du se Jytte Abildstrøm fremføre 'Monolog om livet og hverdagen for borgere på plejehjem'. Find både et uddrag og monologen i fuld længde. 

Manuskriptet er en sammenskrivning af citater fra interviews med ni borgere på forskellige plejehjem i København. Jytte Abildstrøm afslutter filmen med egne betragtninger om at bevare sin identitet og få mulighed for at være den, man altid har været, uanset alder.

Monologen anvendes blandt andet i indsatsen ’Selvbestemmelse og øget tryghed – ved faste teams på plejehjem’. Pointerne sætter fokus på personalets omsorgsfaglige arbejde og inspirerer til konkrete handlinger, der kan være med til der bedre borgerens oplevelse af trivsel og livskvalitet i hverdagen på plejehjemmene.

Video Url
Kort version
Video Url
Lang version