Nyt fra SUF uge 47 2025

Til Sundheds- og Omsorgsudvalget. Hermed denne uges Nyt fra SUF.

Børnesundhedsprofilen 2025 

Tirsdag den 24. offentliggøres ”Børnesundhedsprofilen 2025 – København” på kommunens hjemmeside. Rapporten bygger på en spørgeskemaundersøgelse blandt københavnske børn i 3., 6. og 9. klasse om deres trivsel, sundhed og fritidsliv. I alt har 10.886 besvaret undersøgelsen, hvilket svarer til en svarprocent på 78% af de indbudte børn. Undersøgelsen er gennemført i samarbejde mellem Børne- og Ungdomsforvaltningen, Kultur- og Fritidsforvaltningen og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen. 

Børnesundhedsprofilen 2025 viser, at de fleste københavnske børn trives og har det godt, og der ses generelt positive udviklingstendenser. Rapporten (bilag 1) og en grafisk pixiudgave med udvalgte hovedresultater (bilag 2) vil være tilgængelig på www.kk.dk/boernesundhedsprofilen fra tirsdag kl. 9 i næste uge. I slutningen af året vil alle deltagende skoler desuden modtage en skolerapport med resultater for deres skole.

Der blev ved budget 2026 givet varige midler til at gennemføre børnesundhedsprofilen hvert andet år. Undersøgelsen blev også gennemført i 2021 og 2023. 

I kan læse mere om resultaterne i bilag 1 og 2. 

Opstart af U-space

Med budget 2025 er der afsat en fireårig bevilling (2025-2028) til ’BI26 En ny ungeindsats’: ”Sammen om de unge – et fælles ansvar”. Med midlerne er etableret et tværfagligt udviklingsprojekt med teamet ’U-Space’ bestående af medarbejdere fra BUF, BIF, KFF, SOF og SUF. 

I kan læse mere om ungeindsatsen i bilag 3. 

Københavns Kommune er udnævnt som skaleringsleder for datadrevet ruteplanlægning og digital træning

Københavns Kommune er udnævnt som skaleringsleder for datadrevet ruteplanlægning og digital træning. Der er afsat i alt 33 mio. kr. i regi af KL til skaleringssamarbejder om udbredelse af skærmbesøg, digital træning og datadrevet ruteplanlægning i hjemmeplejen. 

København skal som skaleringsleder for datadrevet ruteplanlægning og digital træning bidrage med erfaring og kompetencer for at sikre, at de involverede kommuner opnår den nødvendige viden, færdigheder og organisatoriske parathed til at implementere de valgte løsninger.

I kan se mere om projektet i bilag 4.